Karens opkald fra "banken": en historie om at lægge røret på

Karen er i start-60'erne og bor i en rækkehus uden for Fredericia. Hun deltog på et af vores kurser i foråret, og i de her uger har hun givet mig lov til at fortælle, hvad der skete, da hun senere blev ringet op. Jeg bruger kun hendes fornavn, og detaljerne er gengivet, som hun selv huskede dem.

Telefonen ringede en formiddag, mens hun stod og sorterede vasketøj. Manden i den anden ende præsenterede sig som medarbejder i sikkerhedsafdelingen i en bank. Han talte roligt og ordentligt og sagde, at der var set mistænkelige betalinger på hendes konto, og at han ringede for at hjælpe hende, før pengene forsvandt.

Det, der gjorde opkaldet overbevisende, var ikke tricks, men tempo og venlighed. Manden gav hende aldrig tid til at tænke. Han nævnte hendes fulde navn og en del af hendes adresse, og det fik hende til at tro, at han måtte have adgang til hendes oplysninger. Det er netop sådan, de fleste forsøg bygges op.

Efter et par minutter bad han Karen om at åbne sin netbank og læse et tal op, som han sagde, ville blive sendt til hende. Bagefter skulle hun godkende en anmodning i sin MitID-app, som han kaldte en sikkerhedsspærring af kontoen.

Karen fortalte mig, at hun havde fundet telefonen frem og var på vej til at åbne appen. Hun var ikke dum eller ukritisk. Hun var bare presset af følelsen af, at penge var på vej væk. Netop den følelse er svindlerens vigtigste redskab, og den virker på kloge mennesker i alle aldre.

Her skete der noget lille. Hun huskede en øvelse fra kurset, hvor vi sammen gennemgår, hvad en bank aldrig beder om over telefonen. Hun kunne ikke huske hele listen, men hun huskede overskriften: godkend aldrig noget, du ikke selv har startet.

• Han ringede uopfordret og skabte hast
• Han bad om en kode og en godkendelse i MitID
• Han brugte hendes navn for at virke troværdig

Karen sagde, at hun ville ringe tilbage. Manden svarede, at det ikke var nødvendigt, og at hver minut kunne koste hende penge. Den modstand blev for hende det tydeligste tegn på, at noget ikke stemte. En rigtig rådgiver har ikke noget imod, at du lægger på og ringer selv.

Hun lagde røret på og blev stående et øjeblik med hjertebanken. Hun fortalte, at hun næsten skammede sig over at have været så tæt på. Det er en reaktion, jeg ofte hører, og jeg siger altid det samme: det handler ikke om dumhed, men om, at nogen har lavet et overbevisende manuskript.

Derefter slog hun selv nummeret op på bagsiden af sit betalingskort og ringede til banken. Hun ventede lidt i kø, men fik en medarbejder, som kunne bekræfte, at der ingen mistænkelige betalinger var, og at banken ikke havde ringet til hende.

Karen ændrede ikke noget i sine indstillinger, for der var ikke sket noget. Men hun gjorde to ting, som jeg gerne vil fremhæve. Hun skrev opkaldets tidspunkt og nummer ned, og hun fortalte det til sin datter og to veninder samme dag.

At fortælle det videre er mere værd, end man tror. Svindlere regner med, at ofre tier af skam, så de kan prøve igen. Når et forsøg bliver delt, mister det sin kraft i hele omgangskredsen, og andre får en chance for at genkende mønsteret, før det rammer dem.

Hun valgte også at tjekke sin netbank selv, ved at åbne den på sædvanlig vis og ikke via noget, manden havde sagt. Alt var uændret. Det gav ro, og det er værd at gøre, når man er i tvivl: gå selv ind ad den kendte dør.

• Hun skrev tidspunkt og nummer ned
• Hun delte historien med familie og venner
• Hun loggede selv ind i netbanken bagefter

Når jeg gennemgår Karens forløb på kurset, peger jeg på tre ting, der virkede. Hun lyttede efter hast, hun afviste at godkende noget, hun ikke selv havde sat i gang, og hun tog selv kontakt til banken på et nummer, hun kendte.

Ingen af delene kræver teknisk viden. De kræver, at man tør sige nej til en høflig stemme og tør bruge de ti minutter, det tager at tjekke efter. Det er en vane, man kan øve, ligesom man øver at kigge sig for, før man krydser en vej.

Jeg bliver ofte spurgt, om man skal være bange for ukendte opkald. Svaret er nej. Man skal være nysgerrig i stedet for ængstelig og lade tvivlen koste lidt tid frem for penge.

Aftal med dig selv på forhånd, hvad du gør, hvis nogen ringer og siger, at de kommer fra din bank. En fast regel er lettere at følge end en beslutning midt i et pres. Min anbefaling er enkel: læg på, og ring selv til banken.

Det hjælper også at kende de sætninger, der oftest følger med svindelforsøg. Hast, hemmeligholdelse og krav om koder eller godkendelser er næsten altid advarselstegn. Hvis nogen beder dig om ikke at fortælle det til andre, er det grund nok til at stoppe.

På vores kursus i forebyggelse af økonomisk svindel øver vi netop sådanne situationer i ro og mag, så du har ordene klar, når det gælder. Det handler om at have en plan, ikke om at være mistænksom over for alle.

• Læg på og ring selv op på et kendt nummer
• Godkend aldrig i MitID noget, du ikke selv har startet
• Fortæl det videre, hvis du er blevet kontaktet